I dag træder den nye told på varer uden for EU i kraft

EU’s nye toldregler betyder, at varer fra webshops uden for EU fremover bliver pålagt told, også når den samlede værdi er 150 euro eller derunder. Tidligere var sådanne køb fritaget for told.
Den nye ordning indebærer, at der opkræves 3 euro (ca. 22 kroner) pr. varepost i en pakke. En varepost dækker varer med samme varekode. Køber man eksempelvis flere ens bomulds-T-shirts, tæller de som én varepost, mens forskellige varetyper kan udløse flere toldbetalinger i samme pakke.
Ud over tolden skal forbrugerne fortsat betale moms og eventuelle transportørgebyrer. Ved køb over 150 euro gælder de normale toldsatser som hidtil.
Ifølge EU er formålet med de nye regler blandt andet at sikre fair konkurrence mellem virksomheder i og uden for EU samt at styrke kontrollen med produktsikkerheden. Toldstyrelsen peger på, at antallet af pakker fra webshops uden for EU er steget markant de seneste år.
Forbrugere kan i nogle tilfælde opleve tolden som en del af prisen ved købet, mens andre først bliver opkrævet beløbet ved levering af pakken. Det afhænger blandt andet af, om webshoppen er registreret under ordningen Import One-Stop Shop (IOSS).
Senest 1. november 2026 ventes reglerne desuden udvidet med et nyt håndteringsgebyr, hvilket kan gøre handel uden for EU endnu dyrere.
Faktaboks
- Nye regler gælder fra 1. juli 2026.
- Toldfri grænse på 150 euro afskaffes.
- Told: 3 euro (ca. 22 kr.) pr. varepost.
- Moms og eventuelle transportørgebyrer betales fortsat.
- Køb over 150 euro pålægges normal toldsats.
- Tolden tilbagebetales ikke ved almindelig returnering af varer.
- EU indfører reglerne som led i en større toldreform.
- Et ekstra håndteringsgebyr forventes indført senest 1. november 2026.






Accepter kun nødvendige cookies